Fra sundhedspleje til spisebord

En helhedsorienteret indsats for familiers sundhed og trivsel

 

Formålet med projektet, Fra sundhedspleje til spisebord, under indsatsen Familiekøkkenet, er at styrke sundhed og trivsel for familier i boligsociale områder i Valby-Sydhavnen, gennem en sammenhængende indsats på tværs af faggrupper. Projektet arbejder for at øge familiers kendskab og tillid til lokale social- og sundhedsprofessionelle og deres tilbud, ved at tage udgangspunkt i familiernes hverdag og nærmiljø. 
 
Et måltidsforløb for familier og børn 
Kernen i indsatsen er måltidsforløbet, hvor familier med børn i alderen 8-12 år deltager i et forløb med fokus på madlavning som fælles aktivitet for forældre og børn, fællesspisning og dialog om sundhed og familieliv. Her mødes familier, boligsociale medarbejdere og sundhedsplejen i et trygt og uformelt fællesskab, som skaber mulighed for at opbygge relationer og tillid mellem familier og de fagpersoner, der kan støtte dem i hverdagen.

Som en del af måltidsforløbet deltager sundhedsplejen aktivt i fællesspisningerne og faciliterer mindre oplæg og aktiviteter med fokus på sundhed, trivsel og hverdagsliv. Målet er at skabe en tidlig og tryg kontakt til familierne, hvor spørgsmål om sundhed og familieliv kan tages op i uformelle rammer, og hvor familierne lettere kan få adgang til relevant støtte og vejledning, hvis der opstår behov. Gennem forløbet tilbydes familierne desuden hjemmebesøg, som skal understøtte den relationelle indsats og skabe mulighed for yderligere sparring og støtte i familiens egne rammer.

 

En hverdagsnær sundhedsindsats 
Projektet tager afsæt i erfaringer fra tidligere indsatser, hvor sundhedstilbud ofte har været placeret uden for familiernes nærmiljø og har haft karakter af behandling. Det har i mange tilfælde ført til lav deltagelse og oplevelser af stigmatisering. Med Familiekøkkenet flyttes indsatsen dermed tættere på familiernes hverdag og ind i uformelt fællesskab, hvor deltagelse kan opleves som meningsfuldt og trygt.

Projektet gennemføres i tre faser. Først udvikles indsatsen i tæt dialog med familier og lokale aktører, så den tager udgangspunkt i reelle behov. Herefter afprøves den gennem en række forløb og hvor sundhedsplejen deltager med formidlende aktiviteter. Afslutningsvis evalueres indsatsen med henblik på at skabe ny viden om helhedsorienteret forebyggelse og tværsektorielt samarbejde.

 

Forankring og langsigtet vision 
Et centralt element i projektet er lokal forankring. Målet er, at indsatsen på sigt kan videreføres i boligområderne af lokale facilitatorer og det boligsociale team. Gennem mesterlære og aktiv deltagelse opbygges kompetencer hos lokale frivillige, så de kan drive forløbene videre efter projektperioden. 

Visionen er at bidrage til, at børn i boligsociale områder får et sundt og trygt børneliv med adgang til relevant støtte, og samtidigt at udvikle en model for samarbejde, der kan skabe varige, lokale og helhedsorienterede indsatser.

 

Samarbejde og organisering 
Projektet gennemføres i et tværsektorielt samarbejde mellem den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter, Hello Kitchen, Sundhedsplejen Københavns Kommune og Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse.

 

Projektet gennemføres fra 2026-2028 og er støttet af Novo Nordisk fonden med 4 mio. kr. 

 

Hjemmesiden bruger cookies

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse og optimere hjemmesiden. Du kan altid slette cookies under dine indstillinger i din browser. Læs persondata- og cookiepolitik